Monterufolis Vermentino er en typisk italiensk hvidvin med en del syre. Det betyder IKKE, at den er sur, blot at en snack eller lidt mad klæder. Vinen er sprød, velafbalanceret og passer perfekt til de fleste fiskeretter, supper og helt lyst kød.
Den skal ikke lagres og vinder ikke specielt ved at blive det. Drik den inden for de næste par år.
Tenute del Cerro er i forhold til Ilvino’s andre producenter en relativ stor producent med 3 vingårde beliggende både i Toscana og Umbrien. Når de alligevel har fundet vej i Ilvino’s sortiment, så skyldes det deres meget høje kvalitet – og ikke mindst deres vilje og evne til at holde fast i de traditionelle vinmetoder. Og det at holde fast i traditionelle metoder er vigtigt for Ilvino. Der er en trend i vinbranchen, hvor vin fra forskellige områder, udvikles så de smager mere eller mindre af det samme. Og nærmer sig en smag, som flertallet synes om. Og fred med det. Men når vi smager en Vino Nobile del Montepulciano – så skal den smage som en Vino Nobile del Montepulciano. Og ikke som en vin, der måske smager godt, men som er umulig at identificere. Så kan det godt være, at man ikke bryder sig om smagen, men så skal man drikke noget andet. Hvis al vin kommer til at smage OK, men stor set ens, så kommer man aldrig til at få de store oplevelser. Derfor finder vi og holder fast i producenter, der forstår at lave vin på en traditionel måde.